Østrig

Burgenland

Toni Hartl (ØKO/BIO)

Vi fra Korsholm VIN er faldet for den biodynamiske producent Toni Hartl i Burgenland nær grænsen til Ungarn ca. 25 km sydøst for Wien. Området er Østrigs varmeste (og for varmt til Riesling). Trods den relative høje varme er vinene fyldt med mineralitet og ofte en delitkat let-saltet udgang, som bl.a. skyldes et højt indhold af jern i undergrunden. Det er således hér, man finder bjergkæden Leithaberg, hvor Toni via sine 23 ha unikke jordbundsforhold kan udtrykke sine terroir-prægede vine.

Heinrich

Helt i det sydøstlige hjørne af Østrig på grænsen til det ungarske rødvinsdistrikt Sopron,  ligger Weingut Heinrich i byen Gols i regionen Neusiedlersee. Heinrich har 60 ha økologisk- og biodynamiskdyrkede vinmarker. Vinene er spontangærede, ufiltrerede og uden tilsætning af svovl i tråd med vinmageren Gernot Heinrichs ønske om at lave naturlige vine, der bl.a. af magasinet Falstaff er blevet kåret til årets vinmager. Første gang Korsholm mødte Gernot Heinrich var på verdens største vinmesse Prowein i Düsseldorf i foråret 2017 - selv samme vinmesse, der med mødet af Henry of Pelham to år tidligere - gjorde, at jeg startede min vinimport. På samme måde som Pelham var dén største oplevelse på vinmessen dengang, var mødet med Heinrich ubetinget dette års største vinoplevelse. Gernots vine er så puristiske, så slående og udtryksfulde, at jeg er ovenud begejstret for at kunne præsentere hans vine i mit sortiment.