Silvaner Querkopf

Årgang:

2015

Område:

Rheinhessen

Producent:

Kai Schätzel

Vinen er nok at betragte som den bedste hvide naturvin i Korsholms  sortiment og er ganske enkelt en milepæl for, hvad Silvaner kan opnå uden brug af svovl. Denne Querkopf, som betyder “at være på tværs” var mit første indkøb af en naturvin og faktisk også den første gang, at Kai Schätzel selv var gået hele vejen med at lave en 100 % naturvin og med en perfekt timing i form af monsterårgangen 2015. Kai havde lavet 400 flasker, og selv om jeg bad om lov til at købe alle sammen, fik jeg kun lov til at købe 200 flasker. Masser af kølighed og finesse, ufiltreret og dermed også ganske uklar. Den dufter af citrus, medicinskab, most, moden pære, Granny Smith æble og saunagus. I smagen er den både læskende og rank på samme tid om end syreniveauet er i den “lavere” ende, når vi har med Schätzels syredrevne vine at gøre og går mere i en reduktiv retning. Den smager af pærecider fra Normandiet med så udtalt en mineralitet, at jeg tænker stenknuseri med både skifer og granit. Vinen er oppulent og cremet og har så lang en finish, at jeg sidder tilbage bedrøvet med tanken om, at den kære vinmager desværre ikke kunne lave nok til efterspørgslen. Og nå ja…Kai selv skrev til mig, at det er den bedste Silvaner, han nogensinde har produceret. En mesterlig vin fra mesteren selv i en mesterlig årgang i Tyskland!

300 kr. /stk.